Indbrud i flere virksomheder i nat: Har du set noget?
I alt fire virksomheder i samme område har haft indbrud natten til torsdag – heraf tre på samme vej.
Natten til torsdag brød ukendte gerningsmænd ind i tre virksomheder på Sindalsvej i Risskov.
Vagter på stedet alarmerede Østjyllands Politi klokken 2.40, og da de ankom til stedet, kunne de konkludere, at gerningsmændene kom ind ved at knuse en rude med en sten ved alle tre indbrud.
Næsten en time senere, klokken 3.31, tikkede endnu en anmeldelse ind om et indbrud i en virksomhed på Brendstrupgårdsvej i Aarhus N.
Også her havde gerningsmændene benyttet sig af samme metode til at bryde ind.
- Der er brugt samme fremgangsmåde ved alle indbrud, og det er sket inden for samme område. Derfor er det ikke usandsynligt, at der er tale om de samme gerningsmænd, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Søger vidner
Østjyllands Politi har allerede hørt fra vidner, der har set en mistænkelig scooter køre rundt i området, og de mistænker, at den har forbindelse til indbruddene.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set denne scooter eller et andet mistænkeligt køretøj i området natten til torsdag, siger Jakob Christiansen.
Læs også
Østjyllands Politi har indsamlet spor på gerningsstederne, og nu skal de have undersøgt dem og kigget overvågningsmateriale igennem.
Derudover skal de klarlægge, om der er blevet stjålet noget under indbruddene.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.
Små virksomheder frygter indbrudsbølge
I søndags kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at guldsmed Erik Sørensen fra Houmedens Guld Sølv og Ure i Randers havde haft hele to indbrudsforsøg den seneste uge.
Han frygter, at de to indbrudsforsøg er starten på en række af tyverier mod små butikker.
- Når jeg kigger på min rude, så kan jeg jo se at det ikke er professionelle tyve, der har været i gang. Det er amatører, der har været i gang her. Det er dem, der normalt stjæler fra private boliger og nu er alle hjemme, så der er ikke noget at komme efter der mere, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ikke flere indbrud
Ifølge Østjyllands Politi er der ikke sket en stigning i antallet af indbrud i virksomheder under COVID-19 lukningen.
- Den generelle tendens er, at der er sket en opbremsning i forhold til indbrud. Der er stadigvæk indbrud i private hjem og virksomheder, men antalsmæssigt ser vi en opbremsning, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Martin Løye.